Spring til indhold

Stop. Læs. Reagér.

S!RENEN kan advare dig, hvis der er fare, der hvor du er. Du behøver hverken downloade en app eller tilmelde dig.

Advarsler på mobilen

Hvad er S!RENEN?

Danmark rammes sjældent af større ulykker og katastrofer. Men når de sker, kan S!RENEN aktiveres.

Med S!RENEN får du en advarsel direkte på din mobiltelefon, hvis du befinder dig i et område, hvor I er mange mennesker, der er udsat for fare. S!RENEN har en unik lyd og vibration og adskiller sig tydeligt fra almindelige beskeder som SMS’er og push-notifikationer.

Det er ikke en app, og du skal intet downloade. Din telefon kan sandsynligvis allerede modtage advarsler fra S!RENEN.

Hvis S!RENEN lyder på din mobil, skal du med det samme følge anvisningerne: STOP. LÆS. REAGÉR.

S!RENEN er et supplement til det eksisterende varslingssystem. Det vil sige, at S!RENEN ikke erstatter de fysiske varslingssirener, du kender i forvejen, men udvider myndighedernes mulighed for at varsle borgerne, når der er fare på færde. Med advarsler på mobilen bliver du informeret hurtigere og bedre, når større kriser opstår nær dig.

S!renen forklaret

Hvordan får du en advarsel på din mobil?

1/6

Hvis du befinder dig i et område, hvor mange mennesker er udsat for fare, kan S!RENEN tages i brug.

2/6

Det er politiet, der varsler, og advarslerne bliver sendt til de telemaster, som står i farezonen.

3/6

Via telemaster sendes advarslen automatisk videre til mobiler i nærheden - sikkert og 100% anonymt. Alle nyere mobiltelefoner kan modtage S!RENEN, og du skal hverken tilmelde dig eller bruge en særlig app.

4/6

Hvis S!RENEN lyder på din mobil, skal du stoppe med det, du foretager dig, og læse informationen på din skærm.

5/6

Når du har læst advarslen, skal du handle som beskrevet og i øvrigt holde dig orienteret.

6/6

Vi har opsummeret det hele i tre, enkle handlingsanvisninger, du skal følge:

  1. Stop.
  2. Læs.
  3. Reagér.

Bag om systemet

Hvordan fungerer S!RENEN?

S!RENEN er baseret på en teknologi kaldet cell broadcast. Teknologien giver myndighederne mulighed for at sende advarsler fra telemasterne ud til mobiltelefoner i et afgrænset fareområde.

Lyden fra S!RENEN er en intens, høj tone med enkelte korte pauser. Den ledsages af en unik vibration.

Cell broadcast-teknologien er en-vejs og data sendes kun en vej; mod borgerne. Myndighederne modtager hverken data om borgernes mobiltelefoner eller placering, når en advarsel udsendes. Du modtager altså advarslen helt anonymt på samme måde, som et radiosignal, der udsendes til alle radioer i et bestemt område.

Viden om S!RENEN

Spørgsmål og svar

Hvad er S!RENEN?

S!RENEN er et nyt varslingssystem. Du kan modtage en advarsel direkte på din mobiltelefon, hvis du befinder dig i et område, hvor I er mange mennesker, der er udsat for fare. S!RENEN har en genkendelig lyd og adskiller sig tydeligt fra f.eks. SMS’er og push-notifikationer.

Hvor alvorlig skal en krise være, før jeg får en advarsel via S!RENEN?

Der udsendes en advarsel via S!RENEN ved akutte situationer af livstruende karakter for et større antal mennesker. Det er samme kriterier, som skal være opfyldt, når politiet udsender beredskabsmeddelelser og aktiverer de fysiske varslingssirener.

Hvordan fungerer S!RENEN?

S!RENEN er baseret på en teknologi kaldet cell broadcast. Det betyder, at myndighederne kan sende en advarsel direkte til mobiltelefoner, der befinder sig i et område, hvor der er mange mennesker, der er i akut fare. Med S!RENEN får du at vide, hvordan du skal forholde dig. Du skal ikke selv gøre noget for at modtage signalet.

Hvorfor skal vi have S!RENEN i Danmark? 

S!RENEN er implementeret på baggrund af et EU-direktiv fra 2018. Med implementeringen af S!RENEN følger Danmark den europæiske udvikling, hvor hele EU er ved at indføre et digitalt supplement til de eksisterende varslingskanaler. Mobilbaseret varsling skal sikre, at befolkningen nemmere og hurtigere kan reagere i større kriser eller katastrofer.

Se alle spørgsmål og svar

EU-direktivet bag S!RENEN

Hvorfor skal jeg varsles på mobilen?

Med advarsler på mobilen bliver du og andre informeret hurtigere og bedre, hvis større kriser opstår nær jer.

S!RENEN bliver implementeret i Danmark, fordi EU vedtog et direktiv i 2018, som fastlagde, at alle borgere i EU skal kunne blive advaret via mobiltelefonen på tværs af EU i tilfælde af kriser eller katastrofer. Det betyder også, at lignende systemer er på vej i andre EU-lande.

Læs mere om EU-direktivet her